You are here
Home > Blogs

Moneyball & the state of the Browns

Dette første gæsteindlæg er skrevet af Troels Fage Hedegaard, der har været Browns-fan siden deres playoff-nederlag i 2002. Han skriver her om den nye ledelse i Cleveland, som består af tre Harvard-uddannede folk, som ikke har arbejdet med football før, og hvordan det nye Browns-regime vil prøve at vende franchiset på hovedet. 

Forestil dig et forfaldent hus. Det har været igennem flere ejere og rigtigt mange lejere over de sidste næsten 20 år, hvilket ikke har efterladt det i en god stand. Flere gange er der blevet forsøgt at lappe skaderne det med hurtige løsninger, men hver gang har det givet bagslag, og tilbage står en bygning med rådne spær, skæve gulve og en fugtig kælder. Den seneste ejer har nu, efter endnu et fejlslagent forsøg på at lappe bygningen sammen, givet op, og har hyret nogle smarte arkitekter fra en fin skole til at rive den ned til grunden og bygge den op igen. Her står Browns i dag, ikke spor tættere på en Super Bowl end da klubben genopstod 1999.

I den her offseason har fans set det mest ekstreme forsøg på at bygge Browns op fra grunden. En række veluddannede ‘Moneyball’-fyre fra Harvard er blevet sat i spidsen for den sportslige ledelse. Af dem er strategichef Paul DePodesta, som kommer fra en ”moneyball” baggrund i baseball (spillet af Jonah Hill i filmen ‘Moneyball’), GM Sashi Brown og personalechef Andrew Berry nok de vigtigste at kende. Alle er relativt unge fyre med Harvard-uddannelser og ret begrænset viden om football. Under dem er en række store free agents i form af RT Mitchell Schwartz, C Alex Mack, WR Travis Benjamin og FS Tashaun Gipson forsvundet, trods et ønske om at blive i byen fra tre af fire. Flere overbetalte veteraner er også sendt ud af døren med overrevne kontrakter, herunder SS Donte Whitner, WR Dwayne Bowe, WR Brian Hartline, DT Randy Starks og MLB Karlos Dansby. Ind er kommet meget få spillere og de eneste der forventes at starte er MLB Demario Davis, RGIII og muligvis RT Alvin Bailey. Selvom RGIII kan ligne et profil signing, så er han voldsomt underbetalt for en QB, der forventes at starte ($7.5 mil/år, 28. bedst blandt QBs), hvilket viser at både han og Browns godt ved, at det her er et sats. Browns er altså igennem free agency-perioden blevet et dårligere hold end det, der gik 3-13, lige meget hvordan man vender og drejer det. Det er dog også blevet et yngre og billigere hold. Der arbejdes altså med at opspare de kapitaler, der kan bruges til at sikre succes på lang sigt: ungt talent og penge. For at få de kapitaler har man fyret og fravalgt at signe produktive veteraner. Browns sælger altså nutiden for fremtiden, og som nok det eneste hold i ligaen, er de villige til at indrømme det.

Draften forløb efter samme strategi. Som de fleste nok ved så blev 2.overall, gennem to handler, til 15. overall, samt et ekstra 1.rundevalg og to ekstra 2. rundevalg (plus lidt mere). Man solgte muligheden for at bygge op nu omkring Wentz for de ekstra valg senere i draften (et potentielt fatalt valg i min optik). I alt blev det, efter en del handler, til 14 valg, hvoraf størstedelen lå i 4. og 5. runde. De gennemgående træk for spillerne var, at de havde været produktive i college, og at de er betragtet som ”good guys” (Manziel spøger nok her). På forhånd havde jeg og mange andre nok frygtet, at moneyball betød, at man ville vælge height/weight/speed spillerne, som var det Al Davis’ spøgelse der styrede draften, da de er nemme at identificere i et statistikprogram. Selve draften tyder dog på, at man har forsøgt at identificere, hvilken måde produktion i college korrelerer med produktion i NFL. Især produktion på nogle parametre, som eksempelvis sacks og pressures for front-7, og 10 yard splits for WRs ser ud til at være vægtet højt. Det handler altså om at finde de træk, man tror giver succes i NFL. Hvis du har set filmen eller læst bogen ‘Moneyball’ er det meget den samme tilgang, men så alligevel forskelligt, da baseball er et meget mere statisk spil end football. Mange andre hold gør noget lignende ud fra, hvad jeg kan forstå på kilder i NFL, der har udtalt sig forskellige medier. Forskellen med Browns er, at de tror mere blindt på det. Det betyder ikke, at man ikke bruger scouts, men at man tror de rigtige spillere i de senere runder kan identificeres ud fra det. GM Sashi Brown udtalte lidt provokerende, at man havde spillere med en 1.runde karakter, de troede de kunne få i 7.runde (Scooby Wright?). NFL-medierne var som en helhed ikke imponerede over draften og en meta-karakter fra de store sider endte på et C, hvilket vel er omkring 4 i en dansk kontekst. Hvorvidt medierne eller Harvard-drengene har ret, ved vi først om tre år.

Tilbage står et hold som var 3-13 sidste år. Fra det hold har man fjernet omkring 10 startere, heraf to probowlere sidste år, og flere veteraner kan blive cuttet under camp. Ind er kommet en skadesplaget QB, med en til tider dårlig indstilling, en thumper af en linebacker, en middelmådig tackle og 14 rookies. Det kræver ikke en krystalkugle at se, at Browns ikke kommer til at vinde flere kampe i år og det ved alle omkring holdet godt. Paul DePodesta, som nok er den mest centrale af de tre i ledelsen, udtalte I forbindelse med hans ansættelse:

“When I was going to the Browns I met with the ownership, Jimmy and Dee Haslam, and they asked me, ‘What do you want out of an owner?’ And I said, ‘Well, I’ll tell you what I don’t want.’ I said, ‘If you ever take your kids to an amusement park at Disneyland or whatever, they beg you to go on the big-daddy roller coaster. They beg you. You say, ‘Are you sure?’ They say, ‘Absolutely, I want to go on this thing.’ So you wait in line for 45 minutes, you finally get to the front of the line, they eyeball it, and they say, ‘Uh, I’m not getting on that thing. Not at all.’ I said, ‘I need someone who’s going to want to get on the roller coaster with me knowing that it’s not always going to be fun. There are going to be parts of the roller coaster that are going to be scary, that are going to be uncomfortable, but hopefully at the end of the ride when we get off, you’re going to want to say, let’s do that again.” (kilde: ESPN)

Her har vi nok den største svaghed i Browns’ strategi. For Jimmy Haslam er en cowboy. Han fyrede Rob Chudzinsky efter én sæson og han fyrede Mike Pettine og Ray Farmer et halvt år efter, at han lovede, at de nok skulle blive i den næste offseason. Selvom han snakker om en genopbygning på syv år, tror jeg ikke på, at han har viljen og lysten til at gennemgå syv magre år i håbet om, at der venter syv fede år på den anden side.

833 total views, 1 views today

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Top